Far tiltalt for grov vold mod spædbarn

Anklagemyndigheden kræver en 30-årig far idømt mindst seks års fængsel for særdeles grov vold mod sin baby

Offentliggjort Sidst opdateret

Far tiltalt for grov vold mod spædbarn

En far fra Herlev er tiltalt for grov vold mod sin lille søn på Herlev Hospital.

Anklagemyndigheden mener, at volden skete under særdeles skærpende omstændigheder.

Faren blev først varetægtsfængslet, men senere løsladt af landsretten.

Sagen er endnu ikke berammet, men anklageren kræver mindst seks års fængsel.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Gennem knap to måneder blev en lille dreng på Herlev Hospital udsat for særdeles grov vold af sin far.

Det mener i hvert fald anklagemyndigheden, der har rejst tiltale mod den 30-årige mand fra Herlev.

- Det er anklagemyndighedens vurdering, at dette er sket under særdeles skærpende omstændigheder, og at barnets liv kan have været i fare, siger anklager Frederik Morild.

Klemte brystkassen

Volden skal være sket fra sidst i maj til midt juli sidste år på Herlev Hospital. Ifølge tiltalen blev drengen blandt andet udsat for klemning af brystkassen, ruskevold og slag.

Manden nægter sig skyldig.

Politiet blev gjort opmærksom på sagen, da den blev anmeldt af kommunen.

- Det dannede grundlag for at indlede en efterforskning af sagen, siger anklageren.

Løsladt

6. august blev manden anholdt, og dagen efter blev han varetægtsfængslet af byretten, som fandt en særlig bestyrket mistanke.

Knap en måned senere blev faren dog sat på fri fod af landsretten, der omvendt mente, at der ikke var en særlig bestyrket mistanke i sagen.

- Landsretten lagde bevismaterialet, vi havde på daværende tidspunkt, til grund.

Mindst seks år

- Men efterforskningen er jo fortsat, og vi mener - på baggrund af de oplysninger, der er fremkommet senere hen - at der er grundlag for at rejse en tiltale, siger Frederik Morild.

Tiltalen er rejst efter paragraf 246, der omhandler grov vold under særdeles skærpende omstændigheder. Sagen er rejst som en nævningesag, hvilket indikerer, at anklageren vil kræve mindst seks års fængsel.

Ifølge tiltalen kan barnets liv have været i fare.

Endnu ikke berammet

- På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige noget om potentielt varige skader.

- Men det er vores opfattelse, at hvis han ikke havde fået den lægelige behandling, kunne han være bragt i en tilstand, hvor han ikke havde overlevet med sikkerhed, siger anklageren.

Sagen er endnu ikke blevet berammet i retten.

Powered by Labrador CMS