Far og to sønner dræbt af juletræ
En 41-årig mand og hans to sønner på 11 og 8 år er døde efter en juletræsbrand
En forfærdelig tragedie ramte julemorgen en familie i den amerikanske delstat Pennsylvania.
En far og hans to sønner blev dræbt i forbindelse med en brand, der menes at være brudt ud i lysdekorationerne på familiens juletræ.
Det skriver New York Post.
Den 41-årige far og hans sønner på 11 og 8 år blev dræbt, da ilden fik fat i huset. Moren til børnene fik sig reddet ud sammen med familiens ældste søn.
To hunde meldes også dræbt i forbindelse med branden.
- Der er meget klart bevis for, at det brød ud i juletræet. Det var et rigtigt træ, siger den lokale politiinspektør, Scott McElree i følge New York Post og fortsætter:
- Et juletræ brænder meget hurtigt og meget varmt.
En indsamling til fordel for familien er påbegyndt i lokalområdet.
Indtil videre er der samlet 350.000 dollars ind til familien.
Det bliver til lidt over 2,3 millioner danske kroner.