Tre ofre for dødsbrand identificeret
Foruden tre omkomne er flere kommet til skade i brand i Paamiut i Grønland.
To mænd og en kvinde er natten til tirsdag omkommet i en brand i en boligblok i Grønland. Det oplyser politiet.
Branden skete i en toetagers bygning i byen Paamiut – på dansk Frederikshåb – der ligger i det sydvestlige Grønland.
Politiets vagtcentral fik meldingen om branden klokken 02.26 natten til tirsdag.
Foruden de omkomne er flere også kommet slemt til skade, men politiet har ikke i første omgang det fulde overblik over, hvor mange og hvor slemt de er kommet til skade. Det oplyser vagtchef Aqqaluk Petersen til Sermitsiaq.AG.
Politiet var tirsdag i gang med at underrette de pårørende.
De omkomne mænd var henholdsvis 54 og 62 år, mens kvinden var 61 år, oplyser politiet til Ritzau tirsdag eftermiddag.
Branden var ifølge Sermitsiaq.AG så voldsom, at flere måtte springe ud af vinduerne og kom til skade i faldet.
Vagtchefen oplyser, at der blandt andet er sendt bud efter assistance fra Danmark i form af brandteknikere og en retsmediciner til at undersøge branden.