Får meget kedelig hilsen fra politiet

Bilister blæste forbi vejarbejde

Offentliggjort

Nordjyllands Politi fik brug for den store bødeblok, da de tidligere på ugen havde fartkontrol.

Det var i mandags, den 13. januar, at Nordjyllands Politi testede om bilister respekterer vejarbejderes liv og hastighedsnedsættelser ved vejarbejde.

Kontrolstedet var Hadsund Landevej ved Fjellerad.

Fartkontrollen foregik i tidsrummet 05.40 - 11.15 om formiddagen.

Nordjyllands Politi havde fået meldinger om, at der blev kørt for stærkt netop i dette område, hvor den maksimale hastighed er nedsat til 50 kilometer i timen. Og meldingerne blev desværre bekræftet ved fartkontrollen.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mange og dyre fartoverskridelser

Hele 84 bilister kan forvente en bøde fra politiet, efter at de har kørt for stærkt forbi vejarbejdet og vejarbejderne.

10 af de 84 får også et klip i kortet.

Og så er der 13, som kørte så stærkt forbi vejarbejdet, at de alle får en betinget frakendelse af kørekortet og skal op til en kontrollerende køre- og teoriprøve, som begge skal bestås, hvis de vil beholde deres kørekort.

Den højeste hastighed forbi vejarbejdet blev målt til 90 kilometer i timen.

Det udløser en bøde på 9.600 kroner til den hurtige bilist og en donation på 500 kroner til Offerfonden.

Og dertil kommer, at vedkommende er en af de 13, der skal op til en ny køre- og teori-prøve.

Powered by Labrador CMS