Får livstid for voldsomt skuddrab

En 21-årig blev sidste år dræbt af skud i det vestlige Aarhus. Retten har torsdag dømt en 30-årig for drabet

En ung mand blev 25. september dræbt af skud i Trillegården i Aarhus.
Offentliggjort Sidst opdateret

Fængsel på livstid. 

Sådan lød det i retten, da en 30-årig fik dommen læst op for et drab begået i det vestlige Aarhus sidste år.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Dommen er faldet ved Retten i Aarhus.

30-årige Haben Kahsai er dømt for at have dræbt en 21-årig med skud i maven. Straffen er blevet skærpet, fordi der er tale om et skyderi på et offentligt sted, hvor mange mennesker færdes. Det fremgår af dommen.

Kendt fra bandemiljøet

Drabet skete 25. september sidste år omkring klokken 19.30 i området omkring Kappelvænget 6 i Aarhus.

Skuddet ramte den 21-årige i mavesækken og tarmene. Han døde en halv time efter skyderiet.

Mændene kendte hinanden i forvejen fra en bandegruppering, de begge har relationer til. De to havde dog nogle uoverensstemmelser indbyrdes, som endte med at koste den yngste af dem livet.

-Blev presset

Flere af deres venner var lige i nærheden, da skyderiet fandt sted.

Det var også vidner, der sendte politiet på sporet af Haben Kahsai. Men under retssagen sagde flere af dem pludselig, at de var blevet presset til at pege på den nu 30-årige.

Det købte retten dog ikke.

- Jeg er meget tilfreds med, at retten fuldstændigt tilsidesatte forklaringen om, at vidnerne var blevet presset til at udpege gerningsmanden, udtaler specialanklager Dorthe Lysgaard, der har ført sagen, i en pressemeddelelse.

- Det er desværre ikke usædvanligt, at vidner pludseligt ændrer forklaring i sager i bandemiljøet. I denne sag var der heldigvis også en del bevismateriale, der var med til at underbygge tiltalen mod den 30-årige, blandt andet dna-materiale, teleoplysninger og overvågningsvideoer, siger hun.

Powered by Labrador CMS