Far dømt i uhyggelig sag

Skal fire år i fængsel

Offentliggjort Sidst opdateret

En 30-årig mand er fredag ved Retten i Esbjerg idømt fire års fængsel for ruskevold mod sin ti uger gamle søn, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden var tiltalt for at have rusket den lille dreng så voldsomt, at drengen efterfølgende var i livsfare.

Det var efter anklagemyndighedens opfattelse ikke bare grov vold, men grov vold under særligt skærpende omstændigheder.

Og det gav dommere og nævninger anklagemyndigheden medhold i.

Nægter sig skyldig

Voldsepisoden fandt sted i december 2020 i en landsby i den nordlige del af Vejen Kommune.

Den 30-årige far har under sagen nægtet sig skyldig, og han valgte efter domsafsigelsen at anke dommen til Vestre Landsret.

Han forlanger at blive frifundet eller som minimum at få en mildere straf.

Powered by Labrador CMS