Far dømt i skrækkelig sag

Retten i Odense har idømt en far fire års fængsel for særdeles grov vold mod sin baby, der kom i livsfare

Offentliggjort Sidst opdateret

Far idømt fire års fængsel for vold mod baby

En far er blevet idømt fire års fængsel for grov vold mod sin lille dreng, der var i livsfare.

Drengen risikerer varige mén efter episoderne, hvor faren udsatte ham for kraftig ruskevold.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En lille dreng kom i livsfare og har en betydelig risiko for varige mén, efter at hans far sidste år udsatte ham for kraftig ruskevold.

Onsdag har Retten i Odense idømt faren en straf på fire års fængsel for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

Anklager Maria Blomsterberg fortæller, at den lille dreng var i livsfare.

Under sagen har farens forklaring og retsmedicinske rapporter været centrale.

Uopretteligt hjernesvind

Ifølge anklageskriftet fik drengen et uopretteligt hjernesvind. Han har en betydelig risiko for varige mén og kan forvente nedsat syn, nedsat bevægeevne og nedsatte mentale evner.

Volden fandt sted ved to episoder, fortæller anklageren. Den 36-årige far har erkendt at have udsat drengen for ruskevold den ene gang i september 2024. Dengang var drengen knap fire måneder gammel.

Ved episoden i september holdt faren ifølge anklageskriftet drengen ud fra sin krop med begge hænder og ruskede drengen flere gange kraftigt.

Kastede med drengen

Derefter tog han drengen ind til sig, og til sidst kastede han drengen ned på en seng og/eller slog ham.

- Det, han siger, er, at det er en form for frustration for en forælder, at man ikke kan få barnet til at stoppe med at græde, siger Maria Blomsterberg.

Faren har dog nægtet at have udsat drengen for vold før episoden i september og har anket til landsretten for at blive frifundet i det omfang, som han ikke erkendt.

Powered by Labrador CMS