Annonce
Får bilen konfiskeret: Vanvidsbilist blæser forbi fartkontrol
Samtidig blev hans førerret inddraget på stedet
En 35-årig mand står nu både uden bil og kørekort efter han mandag blæste forbi en fartkontrol med 107 km/t - et sted, hvor hastighedsgrænsen er 50 km/t.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i politikredsens døgnrapport.
Den 35-årige kom kort før klokken 11 mandag formiddag - i hidsigt tempo - kørende på Maribovej ved Halsted, hvor den automatiske trafikkontrol stod placeret.
Annonce
Fik kontakt med bilen
Klokken 11.17 fik betjente fra politikredsen kontakt med bilen, der nu var i Tårs Færgehavn.
Her blev den 35-årige sigtet for den store hastighedsoverskridelse, hans førerret blev inddraget og hans bil beslaglagt.