Fans slås forud for derby
Lørdag aften stormede fodboldtilhængere Glostrup Station, og politiet har fået videoovervågning fra DSB
Der har lørdag aften været sammenstød mellem tilhængere af fodboldklubberne Brøndby og FCK på Glostrup Station.
På sociale medier florerer en video af mænd iklædt FCK-farver, som uddeler slag og spark til folk på stationen. De har også romerlys med.
På videoen ses blandt andet en ældre kvinde vælte omkuld. Mens flokken stormer videre, forsøger hun at kravle væk.
- Alle væk, da vi kommer
Københavns Vestegns Politi fik anmeldelse om et slagsmål klokken 18.50, men har ikke fået anmeldelser om, at nogen er kommet til skade. Det fortæller vagtchef Lars Guldborg.
- Så da vi kommer derud, er der ikke noget i gang, og derfor er det svært for os at foretage anholdelser. Men vi har set videoen, og nu begynder vi at se, om vi kan løbe noget op baglæns.
Har video
- Vi har fået en hel masse mennesker registreret derude, og så har vi sikret noget videoovervågning fra DSB. Men vi kan se, at det ser voldsomt ud, når man ser billederne derfra, siger han til Ritzau.
På Twitter opfordrer politiet lørdag aften til, at man kontakter politiet, hvis man har været udsat for noget i forbindelse med slagsmålet. Også vidner opfordres til at henvende sig.
Ifølge Ekstra Bladet var der tale om et sammenstød mellem en gruppe af FCK-fans og en gruppe af Brøndby-fans.
Kendte holigans
Til avisen siger vagtchefen, at flere af de involverede er kendte ansigter fra hooliganmiljøet.
- Jeg synes ikke, vi behøver at advare folk, om vi har mistænkte eller ej. Men nogle af dem er jo i den personkreds, der sædvanligvis laver de her ting, siger Lars Guldborg til Ekstra Bladet.
Slagsmålet sker dagen før et opgør mellem de to rivaliserende fodboldklubber.
Højrisikokamp
Brøndby og FCK mødes søndag i Superligaen på Brøndby Stadion.
Men lørdagens optøjer ændrer ikke på politiets håndtering, siger vagtchefen.
- Den kamp behandler vi som alle mulige andre derbys. Den bliver kørt som en højrisikokamp, så ud fra det er der ingen ændringer, siger Lars Guldborg.