Familietragedie: Mor dræbte børn på 11 og 14 år
Politiets foreløbige undersøgelser peger på, at moren slog sine to børn ihjel inden hun tog sit eget liv
Det var formentlig moren, der først dræbte sine to børn og senere tog sit eget liv.
Det tyder politiets foreløbige undersøgelser på efter en kvinde og hendes to børn søndag eftermiddag blev fundet døde i landsbyen Vejrumbro øst for Viborg.
Sagen ryster lokalsamfundet, lyder det fra politiet.
Efter flere undersøgelser søndag eftermiddag og aften har politiet frigivet oplysninger om det foreløbige resultat af efterforskningen.
Efterforskes som drabssag
Formodningen er, at den 49-årige mor slog sine to børn på 11 og 14 år ihjel og derefter begik selvmord.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I den understreger vicepolitiinspektør Jim Hansen, at sagen efterforskes som enhver anden drabssag, og at man er forsigtig med at drage konklusioner for tidligt.
- Vores foreløbige efterforskning tyder på, at kvinden formentlig har dræbt de to børn for derefter formodentlig at slå sig selv ihjel. Men vi efterforsker som nævnt fortsat i flere retninger, udtaler Jim Hansen.
Fundet af bekendt
Det var lidt før klokken 14.30, at politiet fik melding om sagen. En bekendt af familien havde fundet de tre afdøde og slog alarm.
I forbindelse med undersøgelserne blev Østervangsvej i Vejrumbro afspærret.
Flere specialister blev tilkaldt for at foretage undersøgelser, heriblandt kriminalteknikere.
Tidligt på aftenen rapporterede TV 2 News, at der var indsat hundepatruljer i området.
Også mandag
Også mandag vil politiet være til stede i landsbyen, fremgår det af pressemeddelelsen.
Søndag aften har politiet ikke frigivet oplysninger om dødsårsagen.
I øvrigt vil politiet holde et møde med borgerne i det lille samfund efter den tragiske sag. Hensigten er blandt andet at mane rygter i jorden, oplyser vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
- Det er naturligvis en sag, der påvirker og ryster et lille lokalsamfund dybt. Derfor vil vi i samarbejde med lokale kræfter arrangere et møde for byens beboere, siger han.
Frigiver ikke detaljer
På mødet vil politiet ikke frigive informationer om efterforskningen i detaljer.
- Men vi vil alligevel kunne give de berørte borgere nogle svar og også kunne hjælpe med at komme eventuelle falske rygter til livs, siger han.