Falske sedler i omløb
Efter adskillige hændelser råber politiet vagt i gevær
Tre butikker har anmeldt, at de har fået falske tusindkronesedler i kasseapparatet.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
- Det ene sted var hos McDonald’s på Banegårdspladsen i Aarhus, hvor sedlen var blevet brugt i tidsrummet mellem kl. 21.00 tirsdag aften og kl. 01.00 natten til onsdag. Også hos Rema 1000 på Oddervej i Højbjerg og Rema 1000 på Frederiksgade i Aarhus havde personalet opdaget, at der var blevet betalt med en falsk 1000-krone-seddel tirsdag aften.
Derfor beder politiet om, at man kigger efter både vandmærke, vinduestråd og skjult tråd. Derudover kan man mærke, om papiret føles rigtigt.
Ubetinget fængsel
“Domstolene idømmer typisk ubetinget fængsel – både for at fremstille og udgive falske penge og for at medvirke hertil. De længste straffe har i de senere år været på op til cirka to års fængsel, og selv fremstilling og udgivelse af nogle få sedler har medført ubetinget fængselsstraf”, skriver Nationalbanken på sin hjemmeside.