Falske corona-sms'er i omløb

SSI advarer om svindlere

Statens Serum Institut advarer danskerne om falske sms'er.
Statens Serum Institut advarer danskerne om falske sms'er.
Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste dage har flere borgere oplevet at få falske SMS-beskeder fra TestCenter Danmark. Her forsøger ukendte afsendere at franarre dem personlige oplysninger.

Det oplyser Statens Serum Institut, SSI.

I løbet af weekenden har flere borgere henvendt sig til TestCenter Danmark (TCDK), fordi de har fået falske SMS-beskeder fra TCDK.

- Der er tale om såkaldte smishing-beskeder, hvor nogen udgiver sig for at være TestCenter Danmark. Formålet er at franarre folk personlige oplysninger, siger direktør for TCDK Anne-Marie Vangsted. Hun tilføjer:

- Derfor vil vi gerne opfordre borgerne til at være ekstra opmærksomme. De skal ikke reagere på sms-beskeder, hvor de bliver bedt om at uploade et billede af nøglekortet til deres NemID eller bestille en COVID-19-test.

Aldrig via SMS

Smishing er en aflægger af ordet phishing, når nogen sender en SMS til andre for at narre personlige oplysninger fra dem.

Hvor kommer ordet phishing fra?

Phishing er en omskrivning af det engelske fishing. Ifølge flere kilder blev det kendt, efter det blev brugt af hackere, der i 1996 forsøgte at lokke brugernavn og adgangskoder ud af America Online-kunder.

Begrebet henviser til, at svindlerne fisker efter private oplysninger blandt et hav af ved at smide madding ud i form af massevis af beskeder, der giver sig ud for at komme fra troværdige kilder som for eksempel virksomheder eller myndigheder.

Hackerne omtalte

Udskiftningen af f med ph i visse ord er en udbredt praksis blandt hackere, der er stammer fra en form for telefonhackning, der blev kendt som phreaking – en omskrivning af freaking, hvor f’et blev erstattet af ph fra det engelske phone.

Phishing blev ifølge Dansk Sprognævn første gang kendt på dansk i 2003, hvor det optrådte i flere avisartikler. I 2004 kom begrebet phisher (en person, der udøver phishing) også ind i det danske sprog, og året efter blev det også brugt som et udsagnsord – “at phishe”.

Kilder: Dansk Sprognævn, Computerworld.com, Wikipedia

Invitationer til tests sker altid via e-Boks eller brev

Hvis man bliver inviteret til at få taget en covid-19-antistofprøve eller covid-19-virusprøve, så sker det altid via ens e-Boks eller et fysisk brev.

På samme måde kan svaret på prøverne kun aflæses på ens personlige profil på www.sundhed.dk eller ved, at man kontakter sin egen læge. 

Er prøven positiv – altså, har man covid-19-virus i kroppen – vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Powered by Labrador CMS