Faldt igennem loft til børnehaveklasse

I forbindelse med asbestarbejde faldt en håndværker igennem et loft til et klasseværelse

Offentliggjort Sidst opdateret

En håndværker er fredag formiddag faldet igennem et loft til en børnehaveklasse på Munkekærskolen i Solrød.

Det skriver B.T., som har set en besked, der er sendt på platformen Aula.

Midt- og Vestsjællands Politis kommunikationsafdeling bekræfter hændelsen over for Ritzau. Politiet oplyser, at ingen er kommet alvorligt til skade.

Ramte ikke børnene

- Han (håndværkeren red.) har ikke ramt nogen af børnene, og der er ikke nogen, der er kommet alvorligt til skade, lyder det.

Ulykken skete ifølge B.T., da der blev arbejdet med asbestsanering på taget oven på klasseværelset.

- Bygherre og kommunen tager sig af det nu, så der er gode folk på sagen. Vi har flyttet børnene over i nogle andre lokaler, siger skoleleder Carsten Hansen til B.T.

Arbejdet stoppet

Ifølge mediet har man indstillet asbestarbejdet på hele skolen.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Politiet modtog en anmeldelse om sagen klokken 10.50. Omkring klokken 13.30 fredag er der fortsat en patrulje på adressen.

Powered by Labrador CMS