Julemiddagen kan blive ødelagt: -Man er ikke i tvivl om den er dårlig

Fjerkræproducent vil undgå at danskeres jul bliver ødelagt, og derfor kaldes kalkun tilbage.

Skal du have kalkun til julemiddagen? Så skal du nok ikke spise den, hvis den er omfattet af ny tilbagekaldelse. Klik videre og se detaljerne – og en række andre fødevarer, der er kaldt tilbage frem mod jul. Foto: Scanpix
Skal du have kalkun til julemiddagen? Så skal du nok ikke spise den, hvis den er omfattet af ny tilbagekaldelse. Klik videre og se detaljerne – og en række andre fødevarer, der er kaldt tilbage frem mod jul. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Danskernes juletraditioner er så forskellige som maden på bordet til den store aften. Nogle spiser flæskesteg, nogle spiser and, nogle spiser endda begge dele. Samtidig er der også danskere, der mener, at kalkun er det eneste rigtige – og her skal man lige tage sig i agt.

Fjerkræproducenten Raunsmed fra Nordjylland har nemlig tilbagekaldt et parti friskslagtede kalkuner, fordi der er fundet flere med en afvigende lugt. “Vi vil gerne undgå at danskernes jul bliver ødelagt”, siger producenten, der reagerede hurtigt på en forbrugerhenvendelse.

– En kunde havde købt to kalkuner og fortalte os lørdag, at den ene lugtede vældig grimt. Derfra besluttede vi så at kontakte Fødevarestyrelsen og kalde hele partiet tilbage. Det er måske 100 stykker, og det er nok ikke dem alle, der er noget galt med, siger Poul Raunsmed til Newsbreak.dk

Ingen tvivl

Efter at have forklaret situationen for myndighederne, så skrev Poul et opslag på Facebook, hvor det fremgår, at der er sket en fejl med temperaturmålingen, hvorfor de største kalkuner har været for varme.

Der er kun konstateret afvigende eller dårlig lugt ved åbning af pakker med sidste holdbarhed 27-12-2018 og 28-12-2018, skriver Fødevarestyrelsen. Raunsmed siger, at man slet ikke er i tvivl om, at der er noget i vejen, hvis ens kalkun er dårlig.

– Lugten er sur. Det er som at få et slag i ansigtet, og hvis man har været til julefrokost dagen inden, kan man godt forvente, at noget kommer op igen, siger han.

Vigtigste måltid

Selv om gårdbutikken tilhørende Raunsmed Fjerkræ egentlig er lukket den 23. december, så lover Poul Raunsmed, at alle, der har købt en dårlig kalkun, kan få den byttet til en ny ved at henvende sig på adressen.

– Vi er her også i morgen. Det er årets vigtigste måltid, og det må bare ikke ødelægges af en dårlig kalkun, siger han til Newsbreak søndag.

De berørte kalkuner er solgt fra disse steder:

– Raunsmed Fjerkræfarm
– Hørning slagterforretning
– Vollsted slagterforretning
– Stoholm slagterforretning
– Dyssegaarden Roskilde
– GrisogKo (Haderslev)
– Aadum kalkun
– Slagter Friis Nakskov
– Slagteren Møllevej (Thisted)

Powered by Labrador CMS