Fængslet for økseoverfald

Retten i Hillerød har valgt at varetægtsfængsle en mand, mens en anden formodet gerningsmand er på fri fod

Offentliggjort Sidst opdateret

En 31-årig mand er lørdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet frem til 23. marts efter et grundlovsforhør i Retten i Hillerød.

Han er sigtet for kvalificeret vold og besiddelse af narko og ammunition.

Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Christian Illum.

Den 31-årige blev anholdt fredag, efter at han mistænkes for at have overfaldet en 47-årig mand. Den forurettede anmeldte overfaldet klokken 15.36 fredag.

Kølle med pigge

Den anholdte og en anden mand var dukket op på offerets adresse i Hillerød bevæbnet med en jernstang, en økse og en morgenstjerne.

En morgenstjerne er en slags kølle bestående af et håndtag og et hoved med pigge.

Hvor længe overfaldet stod på er uklart.

Vagtchefen fortæller, at den 47-årige mand blev slået mindst fire gange på benene og hovedet.

Øksehug i hovedet

Den forurettede blev slået i hovedet med morgenstjernen og blev ramt af øksen et par gange i benene og en gang i hovedet.

Politiet var i stand til at anholde den 31-årige, men den anden formodet gerningsmand er stadig på fri fod. Politiet opfordrer til, at han melder sig selv.

Politiet fandt desuden et væld af ulovlige besiddelser på den 31-årige anholdtes adresse under en ransagning.

Narko og ammunition

Der var blandt andet 300 amfetaminpiller, 50 gram hash og 200 skarpe nimillimeterpatroner.

Ritzau er ikke bekendt med, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner:

Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.

Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2.

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød. 

Kilde: Nordsjællands Politi

Den 47-årige mand måtte en tur på skadestuen efter overfaldet, men er ifølge Christian Illum blevet udskrevet. Han er sluppet med mindre skader.

Politiet måtte fredag eftermiddag rykke ud til Hillerød, hvor en borger var blevet overfaldet med et væld af forskellige våben i sit hjem. (Arkivfoto).
Politiet måtte fredag eftermiddag rykke ud til Hillerød, hvor en borger var blevet overfaldet med et væld af forskellige våben i sit hjem. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS