Fængslet for forsøg på voldtægt af sin lille søn
En 31-årig mand skal sidde varetægtsfængslet i fire uger, har retten afgjort torsdag
En 31-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på voldtægt ved anden seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.
Uenig i afgørelse
Den 31-årige er blevet fremstillet for lukkede døre ved Retten i Horsens.
Manden har kæret afgørelsen, skriver politiet på X.
At kære en afgørelse betyder, at man indbringer en kendelse eller en anden beslutning for en højere retsinstans.
Lokal mand
Politiet vil ikke sige mere om sagen på nuværende tidspunkt, oplyses der til Ritzau.
Men ifølge avisen Horsens Folkeblad er der tale om en mand fra Horsens, der er sigtet for forsøg på voldtægt af sin blot halvandet år gamle søn.
Det skulle være sket mandag på et tidspunkt mellem kl. 16 og 19 på en adresse i midtbyen.
Erkende dele af det
Ifølge hans forsvarer, advokat Klaus Therkelsen, nægter manden forsøg på voldtægt, men erkender dele af det, der er foregået mod barnet.
Af hensyn til den lille dreng undlader Horsens Folkeblad at gå nærmere ind i de detaljer, der fremgår af sigtelsen, skriver avisen.