Fængslet for dødsvold på motorvej
En 67-årig mand blev mandag udsat for vold ved en motorvejsafkørsel i Aalborg. Tirsdag afgik han ved døden
En 57-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør.
Manden er sigtet for at forvolde en 67-årig mands død efter en "meget alvorlig voldsepisode".
Dommeren valgte at lukke dørene til retsmødet. Derfor hemmeligholdes nærmere detaljer samt den sigtedes eventuelle forklaring.
Det er dog ifølge Nordjyske kommet frem, at den 57-årige mand nægter sig skyldig.
Søger vidner
Nordjyllands Politi søger nu vidner til det voldelige overfald.
Det oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi Lene Madsen i en pressemeddelelse.
- I vores videre efterforskning skal vi have klarlagt, hvorvidt der er årsagssammenhæng mellem voldsepisoden og dødsfaldet, siger hun i pressemeddelelsen.
Voldsepisoden fandt ifølge politiet sted ved motorvejsafkørsel 24 på Øster Uttrup Vej i nordvestlig retning i Aalborg mandag den 29. juli mellem klokken 13.00 og 13.15.
Konflikt eskalerede
To køretøjer - en Volkswagen Tiguan og en Nissan pickup - var parkeret i højre side af vejen på et lille grusareal. I hver bil var en mand og en kvinde.
Her opstod der en konflikt mellem de to parter, og der fandt en voldsepisode sted. Den 67-årige mand pådrog sig alvorlige skader. Volden var så omfattende, at manden døde af sine kvæstelser dagen efter.
Ring 114
- Og for at få klarlagt disse omstændigheder nærmere har vi brug for at komme i kontakt med vidner, der har passeret stedet på det nævnte tidspunkt.
- Har man set episoden eller har andre oplysninger i sagen, så skal man ringe til os med det samme på telefon 114, opfordrer Lene Madsen i pressemeddelelsen.