Fængslet dansker tvangsmedicineres i USA
Han er mistænkt for at starte voldsomme brande i Colorado i 2018
Den 31. august besluttede en civil domstol i den amerikanske delstat Colorado, at en dansk mand, der i mere end tre år har siddet varetægtsfængslet, kan tvangsmedicineres.
Afgørelsen blev appelleret, men det har ikke opsættende virkning, og den danske mand får nu medicin mod sin vilje.
Danskeren, der er i 50'erne er mistænkt for at have anstiftet en af de største naturbrande i delstatens historie.
Han er psykisk syg og ikke i stand til at møde i en straffesag. Han nægter at tage medicin, og omdrejningspunktet i de sidste mange retsmøder har derfor været, om han kunne tvangsmedicineres.
Var afgjort
Onsdag var der et nyt retsmøde i sagen. Her var det meningen, at man skulle finde frem til, hvor lang tid det vil tage at få spørgsmålet om tvangsmedicinering behandlet ved en civil domstol.
Men spørgsmålet blev allerede afgjort den 31. august.
- Det fik vi intet at vide om, siger en vred forsvarer Jane Fisher-Byrialsen.
Ved den civile sag mødte en anden advokat op for ham.
- Men hun kontaktede, hverken os, der forsvarer ham i den kriminelle sag, eller de mange psykologer og psykiatere, der har undersøgt ham, for at spørge til sagen, siger fortæller Jane Fisher-Byrialsen.
Advokaten i den civile sag lod desuden danskeren afgive forklaring i retten.
- Det er helt galt at lade ham afgive forklaring. Han er psykisk syg og har en kriminalsag kørende, og så skal han ikke vidne, siger en rasende Jane Fisher-Byrialsen, der ikke kan få en udskrift fra retsmødet, og derfor ikke ved, hvad hendes klient har forklaret.
Anklageren fortalte i onsdagens retsmøde, at man havde sendt et brev med posten til en anden af danskerens forsvarere om retsmødet den 31. august. Det blev sendt en uge før.
Forsvarer nægter
Forsvareren afviste, at han havde modtaget brevet.
- Det virker lidt med vilje, at vi ikke har fået besked. Hvorfor sender man os ikke en mail om retsmødet i stedet for at sende et brev?, spørger Jane Fisher-Byrialsen.
Hun vil nu bede om at blive indsat som danskerens advokat i den civile sag og få den genåbnet. Det er op til dommeren i den civile sag at afgøre.
Mandag er der et nyt retsmøde i kriminalsagen, hvor man forventer at dommeren i den civile sag har afgjort om forsvarerne skal have medhold.