-Er uden for livsfare

En 25-årig mand er uden for livsfare, efter at politiet skød ham. Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag

25-årig uden for livsfare efter skud fra politiet
25-årig uden for livsfare efter skud fra politiet
Offentliggjort Sidst opdateret

En 25-årig mand blev onsdag eftermiddag skudt af politiet i Dannemare på det sydlige Lolland.

Han er torsdag morgen uden for livsfare, oplyser politiet.

Manden forventes fremstillet i grundlovsforhør in absentia torsdag eftermiddag.

Det betyder, at han ikke selv vil være til stede under grundlovsforhøret.

Politiet vil begære lukkede døre i sagen og ønsker ikke at oplyse, hvad manden er sigtet for.

Den 25-årige blev ramt i maven og blev med helikopter fløjet til Rigshospitalets traumecenter, skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en yderst kortfattet pressemeddelelse onsdag aften.

Blev skudt i maven

Politiet blev klokken 13.20 kaldt ud til Jørgen C. Petersens Vej. Hvorfor politiet blev kaldt ud, vil det ikke oplyse, men det endte med, at den 25-årige blev skudt i maven.

Hvorfor politiet så sig nødsaget til at skyde, fremgår heller ikke af pressemeddelelsen.

Ekstra Bladet har talt med moren til den 25-årige mand. Hun fortæller, at sønnen har en psykisk lidelse og har tidligere været indlagt. Han vil ikke tage medicin.

Moren siger til Ekstra Bladet, at hun har fået oplyst, at der havde været en tilspidset situation, hvor sønnen havde besøg af sin kontaktperson fra kommunen.

Havde bue med i park

Efterfølgende gik den 25-årige, der har gået til bueskydning, til det grønne område Hundeparken, siger hans mor til Ekstra Bladet.

Med sig skal han have haft en bue.

Det er uvist, om han har truet nogen med den.

Som altid når nogen afgår ved døden eller kommer alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, er det Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der skal undersøge sagen.

Rigspolitiets seneste årsrapport om magtanvendelse viser, at der i 2019 var fem sager, hvor politiet skød mod personer. I den forbindelse kom fem personer til skade, men ingen afgik ved døden.

Mellem 2014 og 2019 er der indberettet mellem to og fem sager om året, hvor politiet har skudt mod personer. I 2014, 2015 og 2016 havde samlet set fem sager en dødelig udgang.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, (Politiklagemyndigheden) varetager efterforskningen af straffesager mod politipersonale og behandler og træffer afgørelse i klager over politipersonalets adfærd.

Politiklagemyndigheden efterstræber at sikre en retfærdig sagsbehandling for alle involverede og arbejder hverken i borgerens eller politiets tjeneste, men i sandhedens tjeneste. Det vil sige, at hverken borger eller politi vægtes højere end den anden i en sags efterforskning og afgørelse.

Kilde: Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Powered by Labrador CMS