Endelig dom i sag om drab i spabad

Vestre Landsret stadfæster byrettens dom på 12 års fængsel for Kim Søemods drab på ekskone i Give i 2019

Offentliggjort Sidst opdateret

Vestre Landsret stadfæster dom på 12 års fængsel til en 46-årig mand for drabet på hans ekskone.

Det skriver Vestre Landsret i en pressemeddelelse.

Dermed er landsretten nået frem til samme strafferamme som Retten i Kolding, hvor den dengang 45-årige Kim Søemod i maj 2023 ligeledes modtog en dom på 12 års ubetinget fængsel.

Nægtede drab

I byretten erkendte Kim Søemod at have begået grov vold mod sin 38-årige ekskone, Iben Salling Syrik, ved at have slået hende i hovedet med en jernstang to gange. Han nægtede sig dog skyldig i anklagen om drab.

Efter dommen i byretten ankede han sagen til landsretten.

Men Vestre Landsret slog i februar fast, at manden er skyldig i drab på sin ekskone. Mens landsretten onsdag tog stilling til strafferammen.

Iben Salling Syrik blev fundet død i dette sommerhus.

Stadfæstet

Anklagemyndigheden argumenterede onsdag for, at Kim Søemod skulle have skærpet sin straf. Den mente, at han skulle idømmes 13 til 14 års fængsel, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Forsvaret argumenterede derimod for, at straffen på 12 års fængsel skulle stadfæstes. Hvilket den blev.

I landsretten var der 15 stemmer for stadfæstelse og tre stemmer for at forhøje straffen til 13 år.

Fundet død i spabad

Iben Salling Syrik blev fundet død i et udendørs spabad i et sommerhus ved Give 9. december 2019. Hun boede i sommerhuset op til sin død.

Umiddelbart efter drabet blev eksmanden, Kim Søemod, anholdt, men i løbet af knap et døgn blev han løsladt igen.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Efter et år gjorde politiet status.

På fri fod i to år

Da var der blevet skrevet flere end 2400 rapporter i sagen. Både Forsvaret, hunde og dykkere havde været med til at lede efter spor, ligesom betjente havde set overvågning igennem og talt med vidner.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad kom det helt store gennembrud i sagen, da dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste halvandet år efter drabet fandt en jernstang på bunden af en sø i Vonge.

Jernstangen indeholdt dna-spor fra både Kim Søemod og Iben Salling Syrik.

Først to år efter drabet blev Søemod anholdt igen og denne gang varetægtsfængslet.

Powered by Labrador CMS