En tredjedel af danskerne fik den ikke
Manglende opdatering af styresystem kan være forklaringen på, at en tredjedel af borgerne ikke fik varsling.
To ud af tre danskere modtog en testadvarsel på mobiltelefonen, da myndighederne onsdag 3. maj afprøvede et nyt mobilvarslingssystem.
Det skriver Beredskabsstyrelsen i en nyhed på hjemmesiden på baggrund af en Megafon-måling.
Her svarer 64 procent af respondenterne, at de modtog advarslen på telefonen.
Manglede opdatering
33 procent svarer, at de ikke modtog advarslen.
Det får nu Beredskabsstyrelsen til at undersøge, hvorfor testadvarslen ikke nåede bredere ud.
- Beredskabsstyrelsen vurderer indledningsvist, at en udbredt årsag er, at telefonernes styresystem ikke var opdateret.
- En anden årsag er, at ældre mobiltelefoner ikke modtager advarslerne, skriver Beredskabsstyrelsen.
Andet netværk
Blandt de øvrige formodede årsager er, at telefonerne kan have været forbundet til 3G-netværket.
Mobilvarslingen, der kan advare borgere i et fareområde, er ikke kompatibel med 3G og vises kun på telefoner, der er forbundet til 4G og 5G-netværk, skriver styrelsen.
Beredskabsstyrelsen forventer at være færdig med at evaluere testen inden sommerferien.
Undersøgelsen baserer sig på svar fra 1061 borgere.