En stor hjælp for kriminelle
Kunstig intelligens bliver et nyt kraftfuldt værktøj for it-kriminelle. "Det svarer til at gå fra et koben til et rambuktyveri", siger Jørn Guldberg, ekspert i it-sikkerhed for IDA
Næsten halvdelen af alle danskere har i løbet af de seneste to år været udsat for forskellige former for angreb fra it-kriminelle, viser en ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA.
Men med introduktionen af ChatGPT og lignende værktøjer er der åbnet en motorvej for, at de it-kriminelle kan sætte turbo på den digitale svindel med kunstig intelligens som motor, advarer Jørn Guldberg, der er it-sikkerhedsekspert for IDA.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
- Kunstig intelligens giver de it-kriminelle en helt ny palet af muligheder, som kan gøre svindelnumrene endnu mere autentiske og effektive. Det svarer til at gå fra et koben til et rambuktyveri. Det bliver i mine øjne en stor udfordring for it-sikkerheden i de kommende år, siger Jørn Guldberg.
Flere på falske sider
De to mest udbredte former for it-kriminalitet er phishing, som handler om at franarre brugernavne, adgangskoder eller kreditkortoplysninger, samt falske konkurrencer, der opsnapper personlige oplysninger fra deltagerne.
Syv procent har uforvarende benyttet falske hjemmesider, hvor de har betalt for varer, som de aldrig har modtaget, mens to procent oplyser, at de har været udsat for identitetstyveri.
Vil raffinere metoder
Ifølge Jørn Guldberg vidner undersøgelsens resultater om, at it-svindlerne hele tiden raffinerer deres metoder til at producere mails, sms'er og hjemmesider, der ser troværdige ud.
Med de nye AI-sprogmodeller bliver det endnu sværere at gennemskue, at der er tale om fusk, og om du kommunikerer med en chatbot eller et menneske på nettet.
Stigende risiko
- Vi skal ikke så mange år tilbage, før langt de fleste phishingmails og falske hjemmesider så ret amatøragtige ud. Men tendensen er, at flere og flere nu er skrevet på et næsten fejlfrit dansk med flotte logoer, og de ser generelt meget troværdige ud. Og det vil kun blive forstærket med de nye AI-teknologier, siger Jørn Guldberg.
Den stigende risiko for it-svindel, identitetstyveri og hackerangreb får mange borgere til at ønske, at de i højere grad kunne være anonyme, når de færdes på internettet.
Kender ikke værktøjer
46 procent af danskerne ønsker ofte eller altid at være anonyme, når de er online, mens 25 procent jævnligt opgiver forkert navn for at beskytte deres identitet.
Men Jørn Guldberg hæfter sig ved, at mange ikke har kendskab til værktøjer, der tilbyder en højere grad af anonymitet og mindsker mængden af spammail. Det gælder eksempelvis de mere privatlivssikre browsere som Tor og Brave eller krypterede e-mailtjenester som Protonmail.
Alle vanedyr
Undersøgelsen viser også, at kun hver femte har anskaffet en VPN-forbindelse, som krypterer dine data, så hackerne ikke ved, hvad du laver på nettet eller kan se din fysiske placering. 40 procent ved slet ikke, om de har en VPN.
- Vi er jo alle sammen vanedyr, men jeg kunne godt ønske mig, at flere ville anvende sådanne alternativer, fordi det alt andet lige øger beskyttelsen af dine personlige oplysninger, siger Jørn Guldberg.