En brændt ihjel i monster-ulykke
Lå under bilvrag, da der skulle ryddes op
En person er brændt ihjel i Ungarn i den forfærdelige ulykke lørdag på motorvej M1 ved Herceghalom uden for den ungarske hovedstad Budapest.
Ulykken skete klokken 14.25, og 43 køretøjer - herunder seks lastbiler - var involveret.
Men først søndag morgen fandt ungarsk politi et forkullet lig under et af bilvragene, skriver dailynewshungary.com.
Den omkomne person var en mand, og han er hidtil det eneste bekræftede dødsoffer efter massesammenstødet.
21 brød i brand
21 af de involverede køretøjer brød i brand ved ulykken, og de ungarske myndigheder kan søndag så småt gøre status.
Af de 39 kvæstede blev seks livsfarligt såret.
13 har skader der betegnes som alvorlige.
Fire børn har fået alvorlige kvæstelser, mens seks andre børn er lettere kvæstet.
Årsagen til ulykken var en pludselig opstået støvstorm, som gjorde at sigtbarheden pludselig var lig nul på motorvejen.