Elev skadet efter kvæleleg på skole
En dreng måtte med ambulance efter en voldsom leg på en skole
En elev fik et ildebefindende, eftersom andre elever på Ulkebøl Skole i Sønderborg havde taget kvælertag på ham i forbindelse med en voldsom leg.
Det skriver Syd-- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kørt med ambulance
Her fremgår det, at eleverne havde kontaktet en lærer, eftersom drengen fik det dårligt.
Han blev med det samme fragtet med en ambulance til hospitalet, lyder det i meddelelsen.
Drengen blev undersøgt, og en læge kunne konkludere, at han kun var kommet lettere til skade som følge af legen.
Skal tale med elever
- Syd- og Sønderjyllands Politi har indledt en efterforskning af hændelsen. Umiddelbart har der været tale om voldsom leg, der førte til, at drengen kom til skade, lyder det fra politiet.
Derudover vil betjente næste uge møde op på skolen og have fokus på emne ved at tale med eleverne på skolen.