Ekstra Bladet politianmeldes
Ekstra Bladet har reklameret for nikotinposer og er ifølge Forbrugerombudsmanden anmeldt for ulovlig reklame
Forbrugerombudsmanden politianmelder mediekoncernen JP/Politikens Hus, fordi Ekstra Bladet har reklameret for tobakssurrogater.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Et tobakssurrogat er et produkt med indhold af nikotin, men som ikke er en tobaksvare eller en elektronisk cigaret. I Ekstra Bladets tilfælde er der blevet reklameret for nikotinposer af mærket Lyft.
Bannerreklamer
Reklamerne har ligget som bannerreklamer på Ekstra Bladets hjemmeside i perioden fra omkring 10. januar til 14. februar 2022.
Siden 1. april 2021 har det været ulovligt at reklamere for tobakssurrogater.
Ekstra Bladet mener ikke, at der er grundlag for at indgive politianmeldelse mod JP/Politikens Hus.
Avisen mener, at bannerreklamerne blev indrykket af en annoncør gennem programmatiske indkøbskanaler i strid med Ekstra Bladets forretningsbetingelser.
Fritager ikke virksomheder for ansvar
Forbrugerombudsmanden mener dog ikke, at det fritager virksomheder for deres ansvar, at deres annoncesalg er automatiseret eller sker ved brug af algoritmer eller anden teknologi.
Forbrugerombudsmanden mener, at virksomheder stadig skal sørge for, at teknologien er indrettet sådan, at de annoncer, som virksomhederne modtager betaling for at vise på deres hjemmeside, er i overensstemmelse med lovgivningen.