Eksplosionsfare: Genbrugsplads lukket
Potentielt sprængfarligt materiale er blevet fundet
Opdateret: Forsvarets sprængningstjeneste har fjernet beholder med farligt indhold fra genbrugspladsen. Afspærringen ophæves, og pladsen åbnes igen. Forsvaret vil senere sprænge beholderen et sikkert sted i Kalundborg-området.
En plastbeholder med muligt sprængfarligt kemikalie/syre er fundet indleveret på en genbrugsplads.
Derfor er genbrugspladsen, som ligger på Asnæsvej 5 i Kalundborg, i øjeblikket lukket af sikkerhedsmæssige årsager. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
- Plastbeholderen blev indleveret, og personalet fandt den. Den var mærket som potentielt sprængfarligt materiale, hvis det håndteres forkert. Derfor reagerede personalet prompte og kontaktede politiet, fortæller pressevagten hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Newsbreak.dk.
- Genbrugspladsen er spærret af for at sikre maksimal sikkerhed, fortsætter han.
Forsvarets sprængningstjeneste er på vej for at vurdere farlighed.
Man skal forvente, at lukningen varer ved nogle timer.