Eksplosion ved kemishow får konsekvenser
Det er endnu ikke klart, hvad der fik en kolbe til at eksplodere i hånden på en 22-årig til kemishow i Tønder
Indtil der er fundet en konkret årsag, til at en kolbe eksploderede under et kemishow på Tønder Bibliotek lørdag, vil forsøget ikke være en del af Aalborg Universitets kemishows.
Det fortæller Kim Lambertsen Larsen, som er institutleder for Institut for Kemi- og Biovidenskab på Aalborg Universitet.
- Umiddelbart kommer det her forsøg ikke til at indgå i de kommende shows. Vi skal først have styr på, hvad der har været galt. Og så være sikker på, at vi kan håndtere det, før vi tager det med, siger han.
"Ånden i flasken"
Ulykken skete ifølge Kim Lambertsen Larsen under et forsøg, der kaldes "Ånden i flasken".
Her skaber en kemisk reaktion en sky af gas, som under normale omstændigheder vil flyve ud af flasken.
Men under lørdagens show på Tønder Bibliotek eksploderede flasken i stedet i hånden på en 22-årig mand.
Fortsat indlagt
Den 22-årige fik skader på begge hænder og er fortsat indlagt.
Også tre børn blev ramt af glasskår og kom lettere til skade.
Det er stadig ikke klart, nøjagtigt hvad der har fået flasken til at eksplodere, fortæller Kim Lambertsen Larsen.
Alle forsøg gennemgås
Men formentlig handler det om, at gassen ikke har kunnet kommet ud af kolben og derfor har skabt et tryk, der har fået kolben til at sprænge.
Ud over at undersøge det specifikke forsøg, forventer Kim Lambertsen Larsen også, at alle forsøg i universitets kemishows skal gennemgås.