Eksplosion ved Kabuls lufthavn sårer amerikanere
Der er dræbte eller sårede efter en formodet selvmordsbombe i Kabuls lufthavn, siger amerikanske embedsmænd
En eksplosion uden for lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, har torsdag såret op mod tre amerikanske soldater og ukendt antal lokale.
Det siger en amerikansk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters på basis af de foreløbige oplysninger.
Det er endnu uklart, præcis hvad der er sket.
Andre amerikanske kilder siger til Reuters og tv-stationen CNN, at eksplosionen skyldes en formodet selvmordsbombe. Tv-stationen al-Jazeera beretter om mindst to dræbte og 15 sårede i forbindelse med eksplosionen.
Eksplosion under evakuering
Eksplosionen fandt, mens flere lande stadig er i gang med deres evakueringsindsats fra lufthavnen.
Pentagon-talsmand John Kirby bekræfter torsdag eftermiddag dansk tid på Twitter, at en eksplosion har rystet et område ved lufthavnen.
Det er ikke officielt bekræftet, at amerikanske soldater er såret. Men kilder siger til Reuters, at der er tilskadekomne ved eksplosionen.
Det er endnu uklart, hvor mange ofre, der er tale om, eller hvilke nationaliteter, de har.
Det fulde omfang af eksplosionen kendes heller ikke.
Præsident Joe Biden er orienteret, oplyser Det Hvide Hus.
Selvmordsbombe
Ifølge de foreløbige oplysninger er det en selvmordsbombe, der er eksploderet, oplyser en unavngiven amerikansk embedsmand til Reuters.
Den oplysning er ikke umiddelbart bekræftet fra anden side.
Eksplosionen finder sted, efter at en række lande har advaret dets borgere mod at nærme sig lufthavnen på grund af sikkerhedshensyn.
- Vi vil komme med yderligere detaljer, når vi kan, skriver Kirby på Twitter.
Efterretninger om angreb
Blandt andre James Heappey, som er minister for briternes væbnede styrker, sagde tidligere torsdag, at man havde "meget, meget troværdige" efterretninger om planer om et angreb mod folk, der har forsamlet sig ved lufthavnen.
Umiddelbart efter eksplosionen torsdag eftermiddag siger det britiske forsvarsministerium, at det arbejder intenst på at finde ud af, præcis hvad der er sket.
Islamisk Stat er en af de militante grupper, der er aktive i Afghanistan.