Derfor invaderer politiet stor dansk by torsdag morgen
Betjente fra Jylland og Fyn er torsdag samlet til en større øvelse i Randers.
Hvert år mødes cirka 300 politifolk fra Jylland og Fyn for at øve samarbejde ved større hændelser som fodboldkampe og større demonstrationer.
I år sker dette ved en stor øvelse i Randers torsdag, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Borgerne i Randers skal derfor indstille sig på stort politiopbud.
– I politiet samarbejder vi selvfølgelig på tværs af kredsene, når der er større hændelser som for eksempel fodboldkampe eller demonstrationer, der kan udvikle sig i en voldelig retning og lignende. Den slags sker heldigvis kun yderst sjældent, men vi skal selvfølgelig være klar, hvis det sker. Ligesom i oktober kommer der cirka 300 betjente fra hele Vestdanmark, der skal træne håndteringen af blandt andet en større demonstration i byen, siger politikommissær Mikael Larsen fra Østjyllands Politi om øvelsen.
24. oktober i år mødtes betjente fra flere kredse også i Randers for at deltage i en lignende øvelse.
I forbindelse med øvelsen vil der være indsat helikoptere, droner, politimotorcykler og indsatskøretøjer, oplyser politiet.
Øvelsen sker to gange på dagen med start i Randers midtby og slutter med en indsats på Falck’s øvelsesområde Langvang.
Øvelsen varer samlet set fra cirka kl. 9-16.30.