Eksplosion i nat

Der er sket mindre skader under en sprængning ved en butik i Dragør. Ingen personer er kommet noget til

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi er natten til mandag til stede i Dragør i forbindelse med en sprængning.

Det fortæller vagtchef Henrik Stormer kort efter klokken tre.

- Vi er på stedet derude i forbindelse med en sprængning af en eller anden art, siger han.

Ingen personer er kommet til skade. Der er dog sket mindre materielle skader.

Det var Hovedstadens Beredskab, der omkring klokken 00.27 modtog flere anmeldelser om en eksplosion i en butik på Maglebytorv i Dragør.

Vagtchef er fåmælt

Henrik Stormer ønsker ikke at oplyse, hvilken butik der er tale om. Han ønsker heller ikke at komme ind på et muligt motiv.

- Bevæggrundene for denne sprængning kan vi kun gisne om, siger han.

Både Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD og politiets teknikere arbejder fortsat på stedet natten til mandag og mandag morgen.

EOD står for Explosive Ordnance Disposal og er paraplyen, der dækker over rydning af alle former for eksplosiver.

Københavns Politi undersøger en sprængning ved en butik i Dragør natten til mandag.
Københavns Politi undersøger en sprængning ved en butik i Dragør natten til mandag.

Kan skabe forstyrrelser

Anders Frederiksen, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, siger tidligt mandag morgen, at politiets afspærringer kan skabe enkelte forstyrrelser i morgentrafikken.

- Man kan forvente afspærring i krydset mellem Kirkevej og Jægervej og i krydset mellem Kirkevej og Hartkonsvej, siger han.

Anden gang

Også natten til søndag skete der en eksplosion - denne ved Ballerup.

Københavns Vestegns Politi undersøger "et større brag" i Hestens Kvarter i Ballerup.

Senere søndag morgen oplyste politiet, at to personer er blevet indlagt på hospitalet. De er chokerede, men umiddelbart uskadte, lyder meldingen på Twitter.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi
Powered by Labrador CMS