Eksplosion i hus
Mand fik reddet sig ud - han er kørt med ambulance på sygehuset
En voldsom eksplosion raserede lørdag morgen et hus på Vangegærdet i Vejby i Nordsjælland.
Det bekræfter vagtchef Christian Illum, Nordsjællands Politi, over for Newsbreak.dk.
-Vi får klokken 06.06 en anmeldelse via alarm 112 om en brand på adressen. Da vi ankommer sammen med brandvæsnet er der allerede en ambulance, som er ved at køre afsted med husets mandlige beboer, forklarer Christian Illum.
Der er ifølge Newsbreak.dks oplysninger tale om et sommerhus.
Gasflaske eksploderet
Ifølge Christian Illum var det en gasflaske, der tidligt lørdag morgen eksploderede i huset.
- Eksplosionen har forårsaget stor skade og efterfølgende brand. Den mandlige beboer fik sine brandskader, da han forsøgte at redde sig ud. Det lykkedes heldigvis, siger Christian Illum.
Ukendt årsag
Årsagen til eksplosionen af gasflasken, er endnu ukendte.
- Vi har en patrulje på skadestuen, hvor manden er indlagt. De er ved at afhøre ham. Af samme årsag kender jeg endnu ikke alderen på den tilskadekomne mand, siger vagtchefen.