Eksperter bakser med farlig mine

Et område er afspærret

Det er denne mine, der er årsag til affæren på havnen. Foto: Politiet.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hanstholm Havn er fortsat spærret for offentligheden i en radius af 400 meter fra bassin 3 for fyret. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Politiet skrev tidligere på dagen på Twitter, at man var rykket ud, fordi der var blevet indbragt en hornmine til havnen. 

Der indløb omkring 11.00 anmeldelse til politiet om, at hornminen var blevet læsset af på havnen af et udenlandsk fiskefartøj. Søværnets Dykkertjeneste arbejder lige nu på stedet. 

Funktionsdygtig

Søværnets minører har vurderet, at minen har en funktionsdygtig sprængladning og detonator. Det betyder, at eksperterne skal have fundet ud af, hvordan de får minen fra havnen ud på åbent hav, hvor man agter at sprænge den under vandet. 

Politiets afspærring er derfor gældende, til minen er kommet væk fra havnen, og da det er uvist, hvornår det sker, er havnen spærret på ubestemt tid. 

Sagen undersøges

Politiet oplyser, at man er ved at finde ud af, hvorfor minen blev afleveret, hvor den blev. Normalt skal en mine læsses af længere ude på havnen, men det er ikke sket denne gang. 

"Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med at undersøge forløbet og skal have klarlagt, om der er begået noget strafbart," skriver politiet i pressemeddelelsen. 

 

Powered by Labrador CMS