Eks-soldat voldtog mindreårige piger

Grov og omfattende sag

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland

Det er både groft og voldsomt, hvad en nu tidligere soldat fra Randers har udsat sine mange mindreårige ofre for.

Det mener Stine Dahl, der som advokat med speciale i strafferet har beskæftiget sig med mange af netop den type sager.

- Jeg ser det som en voldsom og omfattende sag, fordi der er mange forurettede, og fordi det er børn, siger hun til TV2 Østjylland.

32 ofre

- Der er mange elementer i sagen, der gør, at det her er en særligt grov sag. Eksempelvis det, at han har anvendt en tjenestebil fra Forsvaret som led i nogle af de her forhold, siger hun.

Fredag kunne TV2 Østjylland fortælle præcist, hvad politiet mener, at den 27-årige eks-soldat har gjort, og det er voldsom læsning.

Manden er nemlig tiltalt for over en årrække at have begået 36 forskellige forhold forskellige steder i landet, og ofrene tæller ifølge anklagemyndigheden i alt 32 mindreårige piger. I nogle af forholdene har den 27-årige brugt sin militære tjenestebil som led i forbrydelserne.

Brugte Forsvarets bil

I september 2023 brugte han blandt andet - ifølge politiet - en af Forsvarets biler til at voldtage en 13-årig pige. Her skulle han have skubbet hende ind i bilen, udsat hende for voldtægt på en parkeringsplads og til sidst truet hende, da han satte pigen af ved hendes hjem.

- Fordi det er en soldat, har man en idé om, at der er tale om en person, hvis hverv er at passe på én. Allerede med udgangspunkt i dén del kan man sige, at sagen er af grov karakter, siger Stine Dahl, der har læst TV2 Østjyllands artikel omkring anklageskriftet, men ikke selv læst det.

Fandt ofre på Snapchat

Selvom både antallet af forbrydelser og alderen på ofrene gør sagen grov, er fremgangsmåden ifølge Stine Dahl dog ikke usædvanlig.

- Det særlige ved den her sag er, at der er så mange forhold. At anklageskriftet er så stort. Det betyder jo, at man ikke har fået forbrydelserne stoppet i mange år. Men selve fremgangsmåden er ikke så usædvanlig, for der er mange gerningspersoner, der bruger sociale medier til at henvende sig til børn, siger Stine Dahl.

TV2 Østjylland har tidligere afdækket, hvordan eks-soldaten groomede sine ofre via det sociale medie Snapchat.

Udgav sig for at være teenager

I anklageskriftet kan man læse, hvordan han manipulerede børnene og udgav sig for at være 17 til 19 år gammel. På en måde opbyggede han en relation til de unge piger, som han forsøgte at lokke seksuelle billeder og videoer ud af, ligesom han også sendte seksuelt materiale den anden vej.

6. marts starter retssagen ved Retten i Nykøbing Falster, hvor den 27-årige bliver konfronteret med de voldsomme anklager, der er imod ham. Stine Dahl har ikke set det fulde anklageskrift. Hun kan derfor ikke udtale sig præcist om, hvilken straf den 27-årige risikerer.

- Men det er i hvert fald mange års fængsel, siger hun.

TV2 Østjylland har rakt ud til den tiltalte gennem hans forsvarer Niels Henrik Kromann for at høre, om han har nogle kommentarer til anklagerne, og hvordan han forholder sig til dem. Det ønsker han ikke at svare på, før retssagen går i gang.

Powered by Labrador CMS