Efterlyst for knivdrab er anholdt

32-årig mand blev stukket med kniv ved stort marked på Lolland. Han overlevede ikke volden

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand, der har været efterlyst for et drab begået på Døllefjelde-Musse Marked på Lolland fredag, har søndag aften meldt sig selv. Det oplyser politiet.

Søndag formiddag besluttede politiet at offentliggøre navn og foto på den mistænkte 29-årige mand i sagen, og også hans øgenavn blev viderebragt.

Godt ti timer senere kunne politiet berette om anholdelsen.

I en pressemeddelelse takker Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for de mange tip, som borgere er kommet med i sagen.

"Det er en uvurderlig hjælp i opklaringsarbejdet," hedder det.

Angrebet fredag aften

Forbrydelsen skete fredag aften på parkeringsområdet ved markedet. En 32-årig mand blev stukket ned med kniv. Han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, men døde lørdag.

Offeret, der var fra Nykøbing Falster, og den mistænkte kendte hinanden i forvejen, har politiet tidligere oplyst.

Hvad den 29-årige siger til sigtelsen, fremgår ikke af politiets pressemeddelelse søndag aften.

I grundlovsforhør mandag

Mandag vil den anholdte blive fremstillet i Retten i Nykøbing Falster.

Her får den anholdte mulighed for at svare på spørgsmål, hvorefter en dommer skal vurdere styrken af politiets mistanke, og om der grundlag for varetægtsfængsling.

Markedet i Døllefjelde-Musse er en stor folkelig begivenhed på Lolland. Godt 100.000 gæster plejer at komme forbi i de dage, markedet står på.

Powered by Labrador CMS