Efterlyses efter knivstikkeri
Politiet offentliggør navn og billede af formodet gerningsmand
34-årige Sahin Celal Gülfirat efterlyses i forbindelse med et knivstikkeri den 22. juni i en lejlighed på Vesterbro i København.
Her blev en 29-årig mand tildelt flere knivstik, da to mænd opsøgte ham i en lejlighed.
Som led i efterforskningen har Københavns Politi nu offentliggjort navn og billede af Sahin Celal Gülfirat, som er en ud af i alt tre formodede gerningsmænd.
De to andre er allerede varetægtsfængslet i sagen.
Siden knivstikkeriet fandt sted, har politiet ledt efter den 34-årige.
- Vores mistænkte ved godt, at vi leder efter ham, og derfor opfordrede vi ham til at melde sig selv. Det har han ikke gjort, og derfor rækker vi nu ud til borgerne, så vi forhåbentligt kan få oplysninger om, hvor han færdes eller opholder sig, siger politikommissær Rasmus Nielsen fra Københavns Politi.
Rød dråbe og skudhuller tatoveret
Den formodede gerningsmand beskrives som cirka 170 centimeter høj, almindelig af bygning og brun i huden. Han har kort, sort hår og sort fuldskæg.
Sahin Celal Gülfirat har en rød dråbe tatoveret under venstre øje. På venstre hånd har han en tatovering af Cleopatra, mens der på højre hånd er tatoveret skudhuller og ordet ”king”. På højre underben har han tatoveret et ansigt.
Er der borgere, der har oplysninger om, hvor Sahin Celal Gülfirat opholder sig, bedes de kontakte politiet på telefon 114.
Sigtet for grov vold
De to personer, der allerede er varetægtsfængslede, fik forlænget deres fængsling onsdag.
Det drejer sig om en 25-årig mand, der er sigtet for grov vold og en 20-årig kvinde, der er sigtet for medvirken til vold.
Den 25-årige mand blev varetægtsfængslet i yderligere fire uger, mens den 20-årige kvinde fik forlænget sin fængsling med to uger.