Efterlyser mistænkt til drabsforsøg
Det er 22-årige Anders Hove Christensen, som efterlyses
Østjyllands Politi efterlyser 22-årige Anders Hove Christensen, som mistænkes for at have stået bag et overfald torsdag aften i Aarhus. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
En 33-årig mand blev stukket i brystet med en kniv.
Voldsomt knivstik
Det var lidt over klokken 23.00 på Åboulevarden i Aarhus, at et slagsmål mellem nogle mænd udviklede sig, og den 33-årige blev stukket ned.
Han blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand men er nu udskrevet fra hospitalet.
Knivstikket var så voldsomt, at politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg.
Ikke lykkedes at finde ham
På baggrund af efterforskningen mistænker politiet den 22-årige for at stå bag drabsforsøget og har de seneste dage forsøgt at få fat i ham.
Det er dog ikke lykkedes, og derfor beder Østjyllands Politi nu offentligheden om hjælp til at finde frem til ham.
Kontakt politiet
Anders Hove Christensen beskrives som 22 år, cirka 176 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han har brun hudfarve, brune øjne, sort hår, sort skæg og et lille mørkt modermærke i panden.
Ser man den efterlyste eller har oplysninger om, hvor han er, skal man ikke selv forsøge at tage kontakt til ham eller tilbageholde ham.
Kontakt i stedet politiet med det samme via telefon114.