Dykkere i vandet: Leder efter forsvundet lille pige

Mellem 20 og 30 politibetjente er i området

Offentliggjort Sidst opdateret

Dykkere har tirsdag været i vandet ved en portugisisk dam i forbindelse med efterforskningen af Madeleine McCanns forsvinden.

Det viser direkte billeder fra området ifølge britiske Sky News.

Mellem 20 og 30 politibetjente er ifølge mediet også til stede i det afsides område. Flere af dem leder med hjælp fra politihunde.

På opfordring fra Tyskland

Det blev mandag oplyst, at politiet i Portugal på opfordring fra tyske myndigheder ville gå i gang med at gennemsøge området.

Årsagen er den mangeårige efterforskning af Madeleine McCann-sagen.

50 km fra stedet

Dammen ligger knap 50 kilometer fra det sted, hvor den dengang treårige Madeleine forsvandt i turistområdet Praia da Luz på Algarvekysten.

Den britiske pige forsvandt fra forældrenes ferielejlighed, mens parret spiste middag sammen med nogle venner på en tapasrestaurant i nærheden.

Politi er på stedet med dykkere tirsdag.
Politi er på stedet med dykkere tirsdag.

MADELEINE MCCANN-SAGEN

Madeleine McCann-sagen er en forsvindingssag som tog sit udgangspunkt torsdag den 3. maj 2007 da den tre år gamle britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra en feriebolig i Praia da Luz i Algarve-regionen i det sydlige Portugal.

Sagen har vakt opsigt verden over, og kendte stjerner som David Beckham, Cristiano Ronaldo og J. K. Rowling er kommet med opfordringer til gerningsmændene om at lade Madeleine McCann komme tilbage til sin familie. Den britiske avis News of the World har udlovet en dusør på 2,5 millioner pund, til den som bidrager med information som fører til, at Madeleine McCann bliver fundet. I tillæg har flere forretningspersoner, andre aviser og også en kollega af Madeleine McCanns mor udlovet dusører. Tilmed har Pave Benedikt 16. skænket dem en audiens i Vatikanet.

Umiddelbart efter pigens forsvinden arbejdede det portugisiske politi ud fra en teori om, at hun er blevet kidnappet. Den 14. maj 2007 blev det kendt at en brite (Robert Murat) som er bosat bare nogle få hundrede meter fra McCann-familiens bolig, var blevet mistænkt i sagen, og også en russer, som er en bekendt af briten, har været i politiets søgelys. Disse mistanker er dog blevet frafaldet.

Den 6. september 2007 tog sagen en drejning, da politiet valgte at mistænke først Madeleines mor, Kate McCann, som blev underlagt et 11 timer langt forhør med en mistænkts rettigheder – efterfølgende er også faren, Gerry McCann, blevet officielt mistænkt. Der spekuleres på om forældrene ved en fejltagelse skulle være kommet til at dræbe Madeleine, ved eksempelvis at give hende en for stor dosis sovemedicin.

Politiet har ifølge Gerry McCanns søster tilbudt Madeleines mor to års fængsel, hvis hun indrømmer, at hun bedøvede Madeleine, hvorefter denne døde.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS