Dybt berørte over piges død
Alle elever og lærere har modtaget krisehjælp, lyder det fra Furesø Kommune
En 17-årig elev fra Egeskolen i Furesø Kommune er afgået ved døden efter en tragisk ulykke.
Pigen og 39 andre elever samt fem lærere deltog i en aftenbadetur i en svømmehal ved idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev, da elevårgangen var på introtur i Nordjylland.
Nu udtaler kommunen sig om ulykken i en pressemeddelelse:
”Vi er alle dybt berørte af den tragiske ulykke. Vores tanker og dybeste medfølelse går til pigens forældre og nærmeste familie. Alle elever og lærere har modtaget krisehjælp på stedet, og de vil blive tilbudt yderligere hjælp også efter hjemkomst. Det er frygtelig tragisk,” siger Tine Gram, velfærdsdirektør i Furesø Kommune.
Lærere brugte hjertestarter
På trods af voksenopsyn ved bassinet blev den 17-årige elev fundet livløs i vandet.
Hun fik øjeblikkelig livreddende behandling af lærere, som havde forstand på førstehjælp, blandt andet ved hjælp af en hjertestarter, og pulsen var tilbage, da hun blev bragt med helikopter til Aalborg Universitetshospital.
Men eleven døde tirsdag morgen.
Forældrene til eleven var til stede på hospitalet mandag nat. De er ligesom de elever og voksne, som var med på lejrskole, blevet tilbudt krisehjælp.
Politiet i Nordjylland undersøger hændelsesforløbet, og der bliver foretaget et såkaldt ligsyn. Furesø Kommune vil følge politiets undersøgelser tæt for at få klarhed over den tragiske ulykke.