Dumpede køreprøve: Tog bilen hjem
En 30-årig mand klarede ikke skærene til køreprøven. Men det afholdt ham skam ikke fra at køre bil
En 30-årig mand havde en rigtig møgdag forleden. Formentlig havde han regnet med, at han kunne køre hjem efter sin køreprøve.
Men prøven gik ikke som håbet. Han dumpede. Og ikke nok med det, så blev han grebet på fersk gerning i at tage bilen og køre afsted lige bagefter. Det skriver Nordjyske.
Snuppet i at køre væk
Manden, der kommer fra Struer, var til orienterende køreprøve hos politiet i Thisted, efter han tidligere havde fået en betinget frakendelse af kørekortet. Men det lykkedes ham ikke at bestå.
Trods det manglende kørekort valgte den 30-årige, som var ankommet til Thisted i en bil, alligevel at køre væk fra stedet, bemærkede politiet.
Sigtes også for narkokørsel
Kort før klokken 12 blev manden standset på hovedvej 11 ved Næstrupvej syd for Thisted. Han strittede imod under anholdelsen.
Ud over det manglede kørekort sigtes han også for andre forhold - blandt andet for at være påvirket af euforiserende stoffer.