Dummere end politiet tillader

Skal nok finde sig en anden levevej

Offentliggjort

En 39-årig mand, der natten til mandag blev anholdt i Randers C, skal nok have noget at falde tilbage på ud over den kriminelle løbebane.

Vi spår ham ikke en stor karriere som forbryder efter at have læst døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Her fremgår det, at betjente på en anmeldelse kl. 00.01 om indbrud i et kælderrum på Sjællandsgade rykkede ud til gerningsstedet.

Håndtag pillet af

Da betjentene nåede frem, så de, at døren ind til et af kælderrummene var brudt op, og at dørhåndtaget manglede.

Der så dog ikke ud til at være stjålet noget.

Larm

Betjentene hørte pludselig larm fra baggården.

De gik derud og så en mand, der løb hen og gemte sig bag nogle skraldespande.

Gemmelegen sluttede hurtigt, da betjentene havde set manden og gik hen til skraldespandene.

Den 39-årige nægtede dog at have noget med indbruddet at gøre, men da han stadig holdt det manglende dørhåndtag fra kælderen i den ene hånd, blev han anholdt og sigtet for indbrud.

Powered by Labrador CMS