Dropper overgrebs-sag mod skolevikar

Det fik stor opmærksomhed, da en mand blev sigtet for overgreb på skole i Birkerød. Sag mod ham er droppet

Offentliggjort Sidst opdateret

Sigtelse og efterforskning af seksuelle overgreb på nordsjællandsk skole

En mand i 20'erne blev sigtet for voldtægt af en mindreårig elev på Søholmskolens afdeling i Birkerød, hvilket førte til stor offentlig opmærksomhed.

Sigtelserne blev senere udvidet til at omfatte mistanke om yderligere overgreb på skolens Toftevang-afdeling, men sagen blev til sidst droppet grundet manglende beviser.

Rudersdal Kommune reagerede ved at oprette en hotline og igangsætte en advokatundersøgelse for at undersøge skoleledelsens og kommunens håndtering af sagen.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det vakte harme og tiltrak sig stor opmærksomhed, da en mand i 20'erne blev sigtet for at have begået overgreb på en nordsjællandsk skole.

Manden, der havde været vikar, blev sigtet for voldtægt af en mindreårig elev, og senere blev sigtelserne mod ham udvidet på grund af en konkret mistanke om flere overgreb begået på en anden af skolens afdelinger.

Men sagen mod manden er droppet.

Kunne ikke føres bevis

Det bekræfter specialanklager Bente Schnack tirsdag over for Ritzau.

- Den er påtaleopgivet. Der kunne slet ikke føres bevis for det, siger hun.

Der er ikke beviser for, at manden skulle have begået seksuelle overgreb på nogen af skolens afdelinger.

- Alt er sluttet der, siger specialanklageren.

Fængslet for voldtægt

I september sidste år blev manden på 27 år varetægtsfængslet for voldtægt af en pige under 15 år.

Overgrebet skulle have fundet sted på Søholmskolens afdeling Bistrup i Birkerød, og senere blev sigtelsen mod manden udvidet til også at omhandle overgreb begået på skolens Toftevang-afdeling.

Der er ikke beviser for, at en tidligere vikar skulle have begået overgreb på Søhøjskolen. Derfor er sigtelserne mod ham droppet, oplyser anklager. (Arkivfoto).

Oprettede hotline

Senere samme måned oplyste Rudersdal Kommune, at den oprettede en hotline og havde bedt et advokatfirma om at igangsætte en advokatundersøgelse.

Kommunaldirektør Birgitte Lundgren kaldte det "en meget ulykkelig og frygtelig sag" og sagde, at det fulde omfang endnu ikke var kendt.

Undersøgelsen skulle se på skoleledelsens og kommunens håndtering af den tidligere vikars mulige krænkelser og overgreb på "en række elever".

Kritik af ledelsen

I januar kunne kommunen oplyse i en pressemeddelelse, at advokatfirmaet Poul Schmidt rettede kritik af den daværende ledelse på Søholmskolen for ikke at have handlet tilstrækkeligt på indberetninger fra elever, forældre og medarbejdere om vikarens formodede upassende opførelsen.

Men ledelsens handlemåde var ifølge advokatfirmaet ikke i strid med straffeloven og burde således ikke politianmeldes.

Begrænset omfang

Kommunens forvaltning havde ifølge advokatundersøgelsen i meget begrænset omfang fået information om vikarens adfærd, og den havde handlet tilstrækkeligt.

Dog skulle den have fulgt bedre op på beredskabsplaner, lød det i konklusionen i januar.

Powered by Labrador CMS