Dreng udsat for grov vold
Formentlig stukket med en kniv
En 14-årig dreng fra Greve blev onsdag udsat for det politiet betegner som 'grov vold'.
Men over for politiet var han meget lidt meddelsom om sagen.
Politiet blev bekendt med sagen da den 14-årige var taget på skadestuen for at få tilset et sår på sit ben.
Selvom det ikke var livstruende var det dog så alvorligt, at det krævede lægelig behandling.
Det skriver politikredsen i døgnrapporten.
Skarp genstand
Politiet vurderede at drengen havde pådraget sig såret ved brug af en skarp genstand.
Skaden på drengen var sket ved Waves - og politiet tog derfor derud for at se om de kunne finde spor.
Det kunne de, idet betjente fandt et sted med blod på jorden i området.
16-årig sigtet
Kort efter fandt betjentene frem til en 16-årig dreng, der nu er sigtet for grov vold mod den 14-årige.
Den 16-årige blev desuden siget for ulovlig besiddelse af en kniv på gerningstidspunktet.
Efterforskningen af sagen fortsætter nu i et forsøg på at finde motivet bag opgøret mellem de to drenge.