Drama: Ville åbne flydør i luften
En 35-årig er blevet varetægtsfængslet, efter at han forsøgte at åbne nøddøren i et fly på vej til København
Det endte med at være en dramatisk tur, da et fly mandag morgen var på vej fra Istanbul til København.
En 35-årig mand forsøgte således undervejs at åbne flyets nøddør.
Varetægtsfængslet
Det fremgår af en sigtelse mod manden, der tirsdag efter et grundlovsforhør i Københavns Byret er blevet varetægtsfængslet 13 dage i surrogat for at have udsat andre for fare ved at forsøge at åbne nøddøren.
Den 35-årige forsøgte ved 08.45-tiden, mens flyet fra Pegasus Airlines var i polsk luftrum, at åbne nøddøren.
Landede i København
Flyet landede i Københavns Lufthavn lidt over klokken 10, og manden blev kort efter anholdt.
Han er efterfølgende blevet tvangsindlagt og var heller ikke til stede i tirsdagens grundlovsforhør.
Efter at sigtelsen mod manden blev læst op, blev dørene til grundlovsforhøret lukket. Det var derfor ikke muligt for offentligheden at høre nærmere om sagen.