Drama på motorvej
En bilist måtte gribe ind, da en fuld kvinde slingrede på motorvejen
En kvinde kørte vanvidskørsel tirsdag eftermiddag og endte med at få beslaglagt sin bil.
Det var en 48-årig mandlig bilist, der fik mistanke om, at føreren af den forankørende bil på Djurslandsmotorvejen var spirituspåvirket.
Bilen kørte med meget skiftende hastighed og slingrede fra nødsporet til 2. vognbane og retur.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Snuppede bilnøglerne
Den 48-årige mand fulgte efter bilen, der kørte via Østjyske Motorvej til Tilst-afkørslen, hvorefter den kørte et stykke ad Viborgvej mod Aarhus og efterfølgende lagde sig i den venstre svingbane, der også er tilkørslen til motorvejen. Her kørte den 48-årige ind foran for at afskære vejen.
Manden gik herefter hen til den kvindelige bilist, der virkede til at være faldet i søvn.
Han fik kvinden til at køre bilen over i vejsiden, hvorefter han tog bilnøglerne fra hende og holdt øje med hende, indtil politiet ankom.
Promille målt til 2,0
Da betjentene ankom til stedet, bad de den 49-årige kvinde stige ud af bilen, hvorefter det blev tydeligt, at hun var ganske spirituspåvirket. Hun havde svært ved at holde balancen og talte snøvlende.
En alkometertest viste, at kvinden havde en promille på den anden side af 2,0, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Da spirituskørsel med en promille over 2,0 betragtes som vanvidskørsel, blev kvindens bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Derudover blev hendes kørekort administrativt inddraget.