Drama i p-kælder
En bilbrand tirsdag morgen
Natten til tirsdag var der brudt brand i en hybridbil i P-huset på Bryggertorvet i Gentofte. Og netop fordi der var tale om en hybridbil, så opstod der udfordringer under slukningen.
Det skriver Ekstra Bladet.dk.
Det er nemlig ikke lige til, når flammerne får fat i batteripakken på en eldrevet bil. Den er stort set umulig at slukke med de redskaber og metoder, brandvæsnet normalt råder over.
Ikke som før
- Vi vil få flere brande af denne type. Førhen kunne man regne med at slukke en bilbrand på ti minutter, selv om den var helt overtændt, men sådan er det ikke længere, siger operationschef Kristian Levy ved Hovedstadens Beredskab til mediet.
Sprinkleranlægget fik dog slukket meget af branden, men det ledte alligevel til en del røgudvikling, lyder det fra operationschefen.
Den måtte derfor også placeres i en særlig brandslukningscontainer, skriver Beredskab Øst på Twitter.