Drama i lejlighed: Skudt af politiet

Politiet har skudt mod en mand i en lejlighed i Aalborg Vestby. Han er bragt til sygehuset i ukendt tilstand

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er tale om en 58-årig mand, som natten til fredag blev skudt af politiet i en lejlighed i Aalborg Vestby. Manden var lejlighedens beboer.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen tidligt fredag morgen.

I samme ombæring afkræfter vagtchefen, at der var tale om en gidselsituation, som vidner torsdag aften antydede over for flere medier.

- Det har der ikke været tale om. Manden var alene i lejligheden, siger Torben Larsen.

Nordjyllands Politi oplyste på Twitter klokken 01.39, at det havde afgivet skud mod manden.

- Manden er med ambulance bragt til Aalborg Sygehus. Sagen overgår nu til Den Uafhængige Politianklagemyndighed, skrev politiet.

Kendt af politiet

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) bliver underrettet om episoder, hvor personer kommer til skade i forbindelse med politiets arbejde.

Torben Larsen ønsker ikke at oplyse, hvor mange skud der blev affyret, i hvilken tilstand manden er, om han er kendt af politiet i forvejen, eller om politiet fandt våben i lejligheden på Dannebrogsgade i Aalborg.

Vagtchefen regner med, at den 58-årige mand på et tidspunkt skal fremstilles i grundlovsforhør.

Hvornår er endnu uvist.

Rykkede talstærkt ud

Det var torsdag klokken 21.05, at politiet modtog en anmeldelse om, at en mand i en lejlighed muligvis var i besiddelse af et våben, hvorfor det rykkede talstærkt ud.

- Vi opfordrer beboerne i området til at holde sig inden døre og øvrige borgere om at holde sig væk fra området, skrev politiet på Twitter kort før midnat.

Lidt senere - klokken 00.35 - oplyste politiet, at det fortsat var til stede i Aalborg Vestby.

- Vi formoder, at personen er alene i lejligheden, og vi er i dialog med ham, lød det.

Hørte et skud

Ekstra Bladets mand på stedet fortalte natten til fredag, at han hørte ét skud efterfulgt af en masse råben:

- Politiet råbte "Læg våbnene, læg våbnene. Vi kommer op og hjælper dig, men du skal lægge våbnene", fortalte han til eb.dk.

Herefter så Ekstra Bladets udsendte, at politibetjente bevægede sig op mod lejligheden gennem en svalegang.

En mand er blevet bragt til sygehuset efter at være blevet skudt af politiet.
En mand er blevet bragt til sygehuset efter at være blevet skudt af politiet.

Derefter kom ambulancefolk op og hentede manden.

Flere kilder fortalte til Nordjyske, at de havde set en bevæbnet person tage et gidsel og søgt tilflugt i en opgang.

Nogle kilder hørte desuden en person råbe: "Jeg skyder ham fucking i halsen, mand".

Powered by Labrador CMS