Dræbte ven i dødsulykke
Kræves idømt mindst fire års fængsel
En 24-årig mand kræves idømt mindst fire års fængsel efter en skrækkelig dødsulykke sidste år.
Det var den 30. oktober 2021, hvor den 24-årige med sprut i blodet mellem Hjørring og Sønderskov i Nordjylland kørte en af sine venner - en 26-årig mand - ihjel, mens tre andre venner blev hårdt kvæstet.
I en BMW kørte den 24-årige mindst 140 km/t på en landevej, og hans promille blev efterfølgende målt til 1,27.
De tre kvæstede venner får alle mén for livet.
Ramte flere træer
Den 24-årige slap som den eneste fra ulykken uden alvorlige skader.
Det var på vej hjem fra en bytur, det gik galt på Frederikshavnsvej ved Hjørring.
Den 24-årige mistede herredømmet over bilen og kom over i den modsatte kørebane.
Her snittede bilen flere træer, roterede flere gange for til sidst at ende i nogle større træer.
Uagtsomt manddrab
Anklagemyndigheden ved ved Nordjyllands Politi rejser nu tiltale mod den 24-årige fører af personbilen for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
Der er tale om vanvidskørsel, da den 24-årige både var kraftigt beruset og kørte én ihjel og kvæstede andre for livet.
Retssagen mod den 24-årige foregår som en nævningesag og finder sted ved Retten i Hjørring den 15., 16. og 19. december i år.