Dræbt under voldsomt sammenstød
Hovedvej er spærret mellem Engesvang og Thorning i Midtjylland efter en ulykke, der har kostet en mand livet
En mand er omkommet i en ulykke mandag eftermiddag mellem Engesvang og Thorning i Midtjylland.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje Hansen til TV MidtVest.
Ved ulykken kørte en personbil og en lastbil frontalt sammen.
Overlevede ikke
Den mandlige chauffør af personbilen blev fløjet på hospitalet, men overlevede ikke ulykken. Lastbilchaufføren er lettere tilskadekommen.
Politiet fik meldingen om ulykken klokken 14.
En bilinspektør er blevet tilkaldt for at foretage undersøgelser på ulykkesstedet.
På grund af ulykken er hovedvej 13 - Aalborgvej - spærret ud for Gråmose cirka syv kilometer nord for Engesvang. Det oplyser politiet på X.
Der er nu tiltagende meget tæt trafik og køkørsel på stedet og ind gennem Gråmose landsby. Forsøg at finde alternative veje, så du undgår forlænget rejsetid. #politidk https://t.co/4Tj6XxQ360
— Midt- og Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) August 12, 2024
Omkørsel
Der er etableret en omkørsel, og der er længere rejsetid på strækningen.
- Der er nu tiltagende meget tæt trafik og køkørsel på stedet og ind gennem Gråmose landsby. Forsøg at finde alternative veje, så du undgår forlænget rejsetid, skriver Midt- og Vestjyllands Politi lidt før klokken 16.