Dræbt med kniv: Søger videooptagelser
Politiet beder nu offentligheden om hjælp i forbindelse med efterforskningen af knivdrabet
Optagelser fra både borgere, butikker og biler skal indgå i efterforskningen af drab på en 60-årig mand i Vejle.
Derfor opfordrer politiet alle med overvågning fra den 5. oktober til at hive fat i politiet. Særligt klip fra biler har interesse.
- Det er forholdsvist nyt, at biler kan indeholde automatisk videooptagelse. Derfor henleder vi særligt opmærksomheden på den mulighed, siger vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Jens Lyng Michelsen, i en pressemeddelelse.
- Så har du en bil med den facilitet, så lad os se med hurtigst muligt, så der ikke sker overspil eller sletning af noget, der kunne være relevant i efterforskningen, fortsætter han.
Fundet blødende på gaden
Det var den 60-årige Abdolhossein Geyem Ahwas, der blev fundet stukket med kniv på Svendsgade i Vejle onsdag formiddag i sidste uge.
Politiet blev kaldt ud til stedet, da manden blev fundet blødende på gaden. Han blev fløjet med helikopter til sygehuset, men døde af sine kvæstelser.
Ifølge politiets teori fandt drabet sted ved 11-tiden.
Derfor er optagelser i tidsrummet 10.30-12.00 i området omkring Svendsgade, Skolegade, Boulevarden, Valdemarsgade, Mindegade og Vardevej særligt interessante, lyder det.
Kvinde og mand sigtet
Tre personer blev sigtet i sagen. For den ene er sigtelsen droppet, mens den stadig hænger over hovedet på en 39-årig kvinde og en 49-årig mand. De to blev løsladt af en dommer efter et grundlovsforhør i sidste uge.
- Det er fortsat vores opfattelse, som vi tidligere har oplyst, at der er tale om et internt opgør mellem personer, der kender hinanden, lyder det fra Jens Lyng Michelsen.
Hvis man har optagelser eller andre oplysninger, kan man ringe til Sydøstjyllands Politi på 114.