Dræbt i voldsom frontal-ulykke
Vejen er spærret til klokken 19
Opdatering:
En mand er torsdag eftermiddag dræbt i en ulykke ved Herning.
En personbil kom af uvisse årsager over i modsatte vejbane på Messemotorvejen, Rute A15, syd for Herning.
- Han kører frontalt ind i en lastbil. Han bliver dræbt på stedet, siger Anders Hansen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
Vagtchefen fortæller videre, at ulykken var så voldsom, at lastbilen nærmest kørte over personbilen.
Ved sammenstødet blev vragdele slynget rundt på vejen og en tredje bil blev ramt. Føreren kom dog ikke til skade.
Den dræbte er endnu ikke endelig identificeret.
- Men vi har en formodning om, hvem han er, siger Hansen.
Der er tilkaldt en bilinspektør til ulykkesstedet.
Lastbilchaufføren, en 22-årig mand fra Ikast Kommune, kom lettere til skade ved sammenstødet.
Ulykken blev anmeldt klokken 13.48.
Vejen vil - på grund af bilinspektørens undersøgelser og rengøring af skadesstedet - være spærret til klokken cirka 19.